Rasmus Pors og Madkastellet trakterede sidste år 70.000 gæster og driver steder som Langelinie Pavillonen, Luftkastellet i Malmø og Restaurant Naes på Strandhotel Røsnæs, hvor der allerede er tang på menuen. Senest har Madkastellet overtaget restauranten på Den Blå Planet og omdøbt den til TANG. På TANG har Madkastellet taget hul på en gastronomisk opgave, nemlig hen ad vejen at få gæsterne på Nordeuropas største akvarie – store som små – til at forstå, at tang er en fantastisk spise. Og selvom der nok går lidt tid, før der kommer granuleret blæretang, sprøde chips af sukkertang med sesam og omeletter toppet med søl, havets bacon, på spisekortet på TANG, så vil vi sammen med Madkastellet arbejde på at få tang tilbage på danskernes spisebord.